http://www.youtube.com/watch?v=r0U0AlLVqpk

” Do you ever feel like breaking down? Do you ever feel out of place? Like somehow you just don't belong, and no one understands you? Do you ever wanna runaway? Do you lock yourself in your room? With the radio on turned up so loud, that no one hears you screaming? No, you don't know what it's like, when nothing feels all right. You don't know what it's like to be like me – to be hurt, to feel lost, to be left out in the dark, to be kicked when youre down, to feel like you been pushed around, to be on the edge of breaking down, and no ones there to save you... No, you dont know what its like... Welcome to my life. Do you wanna be somebody else? Are you sick of feeling so left out? Are you desperate to find something more? Before your life is over? Are you stuck inside a world you hate? Are you sick of everyone around? With their big fake smiles and stupid lies, while deep inside you're bleeding. No, you don't know what it's like, when nothing feels all right. You don't know what it's like to be like me – to be hurt, to feel lost, to be left out in the dark, to be kicked when youre down, to feel like you been pushed around, to be on the edge of breaking down, and no ones there to save you... No, you dont know what its like... Welcome to my life. No one ever lied straight to your face, no one ever stabbed you in the back. You might think I'm happy but I'm not gonna be okay. Everybody always gave you what you wanted. Never had to work it was always there. You don't know what it's like, what it's like..... No, you don't know what it's like, when nothing feels all right. You don't know what it's like to be like me – to be hurt, to feel lost, to be left out in the dark, to be kicked when youre down, to feel like you been pushed around, to be on the edge of breaking down, and no ones there to save you... No, you dont know what its like.. Welcome to my life. ”

Ingen undskyldninger. Han skal ikke se mig græde. Han lader bare som om, at han ikke ved, hvor såret jeg er. Jeg hørte, fra hviskeri på gaden, at han er kommet videre. Det er derfor, at jeg drukner. Drukner i en sø af mine egen tårer.

Til dig.

Min skat, du aner ikke, hvor meget du betyder for mig. Du aner ikke, hvor meget jeg elsker dig. Du aner ikke, hvor ked af det jeg er, eller hvor stort mit savn er. Du er den sidste, som jeg tænker på, før jeg falder i søvn. Du er den første, som jeg tænker på, når jeg står op. Alting minder mig om dig. Du er mit kodeord til alting. Du er baggrundsbilledet på alting. Jeg hører de sange, som du har sendt til mig, igen og igen. Jeg kan dem udenad. Jeg kan alle teksterne. Prøver og bilde mig selv ind, at du stadig elsker mig. Jeg håber hver dag på, at se dit smukke smil. Jeg håber hver dag på, bare at se dig én enkel gang. Det kan redde hele min dag, at se dig være glad. Det er trods alt det, som jeg ønsker for dig.

Selvom at jeg ønsker, at du er glad, så gør det ondt, at det ikke er mig, som er skylden til det. At det ikke er mig, som er årsagen til dit smil og din lykke. Det ville jeg ønske, at det var. Jeg ville ønske, at det var mig, som fik dig til at smile. Mig som gjorde dig glad. Mig som sørgede for, at du kan smile – og det mest ironiske ved det hele er, at du ikke engang ønsker, at det er mig. Jeg ved jo godt, at du allerhelst bare vil af med mig, men jeg kan ikke lade dig gå. Jeg vil ikke slippe dig. Jeg vil holde fast i dig til, at du indser, at det er mig, som du skal dele dit liv med.

Jeg kender alle dine hemmeligheder, jeg ved alt om dig, jeg ved hvornår du har hvilken time, hvornår du gør dit og hvornår du gør dat. Det virker måske lidt stalker-agtigt, men du har selv fortalt mig det hele, og jeg har valgt stadig at huske det. Jeg kan huske hver eneste samtale, som vi har haft, for jeg lovede dig aldrig at glemme. Jeg lovede altid er blive ved din side, altid hjælpe og støtte dig. Jeg har holdt mit ord, mens du brød dit.

Jeg ved ikke, hvordan jeg har det. Jeg er indebrændt, sur og ked af det. Jeg er såret, skuffet, og grædefærdig. Hvordan kan du være dig selv bekendt? Bare at stoppe alt kontakt? Uden overhovedet at forklare mig hvorfor? Hvad gjorde jeg galt? Var jeg for grim? For klam? Fed? Var jeg ulækker eller lugtede jeg? Eller er det selveste mig? Er det min personlighed? Er det måden, som jeg snakker på? Eller er det måden, som jeg fortæller dig, at jeg elsker dig? Er det det? Jeg forstår det ikke. Jeg har aldrig fået en grund, og jeg vil ønske, at jeg fik én, så jeg kunne gøre det hele om, og starte forfra.

Det hele gik så hurtigt. Det var dig, som startede det hele. Du fortalte mig alting. Vi snakkede til langt ud på natten. Jeg holdte mig vågen, for kun at snakke med dig. Hver eneste gang jeg fik en sms fra dig, så smilede jeg over hele ansigtet. Du sagde alle de rigtige ting, på de rigtige tidspunker. Jeg fortalte dig alting, gjorde alting for dig, jeg sørgede jo bare for, at du var glad... Det hele startede jo bare som en leg for mig, det hele startede bare som endnu en dreng. Da det hele startede havde jeg aldrig regnet med, at jeg ville være den dumme, som ville blive forelsket. Jeg havde gemt alle mine følelser væk, jeg var en bitch. Du tøede mig op, jeg kunne være mig selv med dig, jeg ville gøre alt med dig. Jeg fik sommerfugle i maven, hver evig eneste gang jeg så dig, og det gør jeg stadig. Jeg kan ikke styre mig selv omkring dig. Jeg er så klodset, så fjollet.

Det er svært for mig, at sætte ord på mine følelser, for aldrig har jeg været så forelsket. Aldrig har jeg været så glad for en fyr. Du er mit livs kærlighed.. Du har gjort mig gladere end nogen anden har gjort. Du har fået mig til at græde, mere end nogen anden har gjort. Jeg elsker dig. Dybt og oprigtigt. Jeg elsker dig.

Jeg er ked af at forstyrre jer med det utrolige deprimerende stykke til at starte med, men jeg havde brug for at komme ud med det. For at fortælle det. Til at få det væk og ud af min krop, så tak. Hvis I stadig er med, og ikke er blevet slået ud af de 720 ord, så bliv ved med at læse. I gør mig til det, som jeg er. I er grunden til min styrke.

Alting er.. forvirrende fortiden. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv, eller hvordan jeg skal forholde mig til de forskellige sager. Der er en masse ting, som bliver ved med at samle sig, også angribe mig – præcis lige som myg. Man dasker dem væk, men de kommer igen. Jeg tror, at jeg er nød til at ændre en masse ting i mit liv, så jeg kan blive rigtig glad. Jeg starter fra i dag, så hvis du ikke hører fra mig, så er du en af de ændringer, som jeg har foretaget.

Selvom alting er lort, så har jeg valgt at fokusere på de gode ting i livet. Det er nærmest nødvendigt, for det er snart jul, og efterfølgende nytår. Jeg har julegaver at tænke på. Jeg har en nytårsfest at tænke på. Det hele kører rundt, og selvom at jeg prøver at få et overblik over alting på en gang, så er det svært at komme hele vejen rundt om, og jeg ved godt, at jeg kommer til at skuffe folk. Jeg har aftaler hver dag, fordi at jeg gerne vil være sammen med jer alle sammen, men en gang imellem ender jeg med at svigte folk, og det er hårdt, at jeg skal miste venner og veninder på det. Jeg er ikke perfekt, og jeg kan ikke trylle – hvis jeg kunne, så havde jeg været sammen med jer alle sammen. Så havde jeg aldrig svigtet nogen af jer.

Knus

Hurtig opdatering

Men når alting kikser for mig, var du den der var der for mig. Du var min bedsteven...

Alting gør så ondt fortiden. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv, eller hvad jeg skal sige og tænke. Jeg er fyldt til renden med en vrede, et had, og en skuffelse så stor, at I ikke begriber det. I vil aldrig kunne forstå, hvor ondt det gør at have det sådan. Jeg har bare lyst til at begrave mig, og blive liggende der for evigt. Jeg er ikke specielt godt selskab for tiden. Jeg snerrer og råber af folk, og nye mennesker giver jeg et dårligt førstehåndsindtryk, fordi jeg er så indebrændt, at al min vrede går udover alle andre. Jeg har mistet næsten alle. Alle som jeg havde kært, men denne her gang er det ikke min egen skyld. Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg ville bare hjælpe – gøre noget godt, og det ved jeg, at de godt ved, at jeg ville, men de kan ikke klare tanken om, at jeg måske har ret. At jeg ikke længere bare holder med dem. At jeg ikke længere giver dem ret. Det gør ondt, at de reagere på den måde. Dem som jeg troede var mine venner vendte mig ryggen, fordi jeg havde en mening. Lyder det ikke sindssygt? Jeg får slynget i hovedet af mine venner, at jeg er dum, at jeg er falsk, at jeg udnytter folk, at jeg er klam, at jeg ikke kan noget eller dur til noget, at verden ville være et bedre sted uden mig. Er det bare mig, eller lyder de ikke som venner?

Jeg gør alt for dem. Jeg hjælper dem, står på deres side, låner/giver dem ting hvis de mangler det, sørger for at de er glade og lykkelige, har altid et øre klar til at lytte, har en skulder som de kan græde ud ved, snakker med dem når de har brug for det. Jeg er der altid. Altid, og nu fucker de op. Sørger for, at jeg bliver udstillet som den dumme. Hvad er det for noget? Jeg finder det ikke i orden, at jeg skal tage en hel masse lort, for at gøre en god gerning – og slet ikke når jeg befinder mig på det her stadie i mit liv.

Bare en lille kort opdatering herfra, da bloggen har stået stille i meget lang tid. Jeg opdatere før jul. I skal vel se jule- og nytårsoutfit ;) 

Pas på jer selv kære venner.

XOXO

Love never dies

Hej bloggen
Jeg er lige kommet hjem fra skole.. grædende. Jeg kan ikke klare alt det, der ligger på mine skuldre fortiden. Jeg har dummet mig, det ved jeg - men det hjælper ikke folk bliver ved med at køre rundt i det, for det gør mig pisse ked af det, også selvom jeg gemmer det bag et smil. Det er aldrig sjovt at blive mindet om, at ham man elsker - ikke elsker en tilbage. Mange af jer har ventet på den her historie, og jeg er nød til at komme ud med det nu, istedet for bare små hint, om hvor ked af det og indebrændt jeg er..

I slutningen af ferien var der den her fyr (jeg nævner ingen navne, da det er fuldstændig ligemeget for historien. Nogen ved det, nogen kan gætte det - og nogen har intet behov for at vide det). Han gjorde mig glad. Han fik mig til at smile efter langtid, hvor jeg har været nedtrykt og ked af det. Han fandt mit smil. Jeg elskede når han skrev til mig, når han ringede og ville snakke, når han gav mig komplimenter og fortalte mig, hvor perfekt jeg var. Det føltes helt naturligt at kramme ham, at ligge i hans arme, at kysse ham... Alt jeg havde i mig pegede på, at jeg endelig havde fundet min drømmefyr, men så vendte det hele om - selvfølgelig ikke fra min side, men fra hans side. 
Dagen FØR han droppede mig fik jeg sendt den her sang: http://www.youtube.com/watch?v=oVsoDxslzKs (lyt til teksten, forstå og føl).. Men da han så droppede det hele med ord som "Du fortjener bedre, du er for god til mig, du må ikke være ked af det, det er mig osv." brød min verden helt sammen. Hvordan kan han fortælle mig, at han aldrig vil forlade mig, når han gør det dagen efter? Jeg lå og GRÆD i telefonen til ham. Jeg lå og nærmest tiggede ham, om ikke at sige, vi skulle droppe det hele. Jeg sov ikke hele den nat. Jeg snakkede med ham til langt ud på natten, grædende og sønderknust - og han kunne ikke forstå det. Da jeg lagde på, fordi han blev ved, og jeg ikke kunne holde det ud mere, lå jeg resten af natten og græd og græd og græd, til jeg ikke havde flere tårer at græde.
 Der var 3 dage til skolestart - og jeg havde glædet mig til at starte et helt nyt år op, men han havde ødelagt alle mine forhåbninger og min lykke. Han fandt mit smil, men knuste det så igen. Vi var uvenner i langtid, jeg undgik ham, kiggede ikke på ham og hvis jeg vidste, at han var i nærheden holdte jeg mig væk, selvom jeg måske skulle derhen. Jeg brød sammen hver aften, velvidende om at han ikke kom tilbage. Han gjorde ingen forsøg i at kontakte mig. Han var, ja, rent ud sagt, faktisk pisse ligeglad med mig. 
2-3 uger efter begyndte sandhederne også at komme frem... En hel masse ting, jeg ikke vil sige, her på min blog, men det knuste mig endnu mere og jeg besluttede mig at skrive til ham. Den her gang var grundende helt anderledes end de havde været første gang, nu var tingene "jeg har ikke tid, jeg er en dårlig dreng, som tænker med det forkerte hoved, det går ikke ovs." Endnu engang brød jeg sammen, men denne gang, bare i mit eget hoved. Jeg snakkede ikke rigtig med nogen om det, og hvis jeg gjorde var det med et smil på læben og et "shit happens".
Jeg lukkede mig helt ind og oveni det følte jeg mig alene og ensom. Jeg havde det svært, og alt vrimlede ned i hovedet på mig. 
Jeg måtte sætte facader op HVER dag. Ligemeget om jeg var hjemme eller ude. Jeg måtte bevare mit ry og ikke lade mig knække. Det tærede meget på mig og nu... det endnu værre. Jeg kan ikke se på ham, ikke være i nærheden af ham, ikke gå forbi ham.. Hele min verden kan bryde sammen på mindre end 5 minutter pga. ham. Det rammer SÅ hårdt, at I ikke engang tænker på det. 
Jeg får dagligt 1 spørgsmål på formspring om ham, som bare bliver slettet. Jeg er ikke venner med ham på facebook. Har ikke hans nummer. Alt er fjernet og slettet - pånær minderne og savnet. Jeg savner hans kram. Hans kys. Trygheden - kærligheden. 
Alt går galt, men jeg har de bedste omkring mig - og har lært, at jeg er nød til at se på de gode ting. Jeg har venner og veninder, mad hver dag på bordet, rent vand, en skøn familie, penge og tøj. Hey, han var ikke min drømmefyr - men hvem tror også på det pjat? Man må kæmpe, for at få. Man må arbejde, for at få. Ikke alting kommer glidende pisse let.

OG HEY... KAN I GÆTTE HVEM DER HAR FUNDET LOCATION TIL HENDES 16 ÅRS? Mig! Så der kommer et brag af en fest til den tid - det bliver hvertfald hyggeligt. Der kommer mere infomation, så snart vi kommer tættere på!


Tak for opmærksomheden kære venner - og især, hvis I har læst helt med til nu. Det betyder meget for mig, at I er som I er. At I siger, som I gør. Det varmer og giver mig lys i de lidt mørkere tider. 

Knus

http://www.youtube.com/watch?v=XG0d4E2G-VQ

Har du nogensinde haft det sådan, at alting falder fra hinanden? Du ved ikke, hvem du kan gå til, hvem du kan snakke med, hvem der vil dig det bedste.. Du føler, at du står i et sort hul, som langsomt trækker dig ned. Ned til ensomheden og tristheden. Du vil ønske, at du kunne råbe højt til hele verden, hvordan du har det, men du kan ikke sætte ord på det. Du kan ikke beskrive den smerte, som har fyldt din krop. Du kan ikke beskrive den smerte som gør, at du græder dig selv i søvne hver nat, du kan ikke beskrive den ensomhed, du føler, fordi alle har vendt dig ryggen - og selvom de faktisk ikke har, så føles det sådan. De er der aldrig, når det virkelig gælder. Du kan ikke forklare dem det. De forstår dig ikke. De forstår ikke, hvordan det er at være ulykkeligt forelsket. De forstår ikke, hvordan han kan smadre din dag. De forstår ikke, hvor stor din kærlighed til ham er. De forstår ikke, at det er ham, der trækker dig ned i det sorte hul fyldt med elendighed og tomhed. De forstår det ikke... De ikke engang prøver.

Igår var jeg på toppen, nu... nu, ja... ligger jeg med tårer trillende ned af mine kinder, mens jeg endnu engang kan fortryde, hvad jeg har gjort. Jeg vidste det her ville ske, før jeg overhovedet kom. Jeg vidste, at jeg ville ende op såret og grædende. Lige meget, hvor svagt det lyder, så græder jeg.. hver gang, jeg stort set bare ser ham. Det er ham der ødelægger mig. Knuser mig indvendig.. og lige meget hvad jeg gør, så kan jeg ikke komme udenom. Jeg ved godt, at det er på tide, at jeg kommer videre - og det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg er nød til det, for jeg kan ikke klare at blive såret mere. Det er på tide, at jeg finder mit smil igen. På tide at jeg tænker på andre end ham. Det er op til mig - og jeg vil være glad igen. Jeg vil kunne se på ham, uden at skulle tænke på hans kys, hans kram, hans stemme, hans smil... Jeg vil kunne se på ham uden at få sommerfugle i maven som en lille pige... 

Det bliver svært, det ved jeg - og det kommer til at tærer utrolig meget på mig, men jeg er nød til at prøve. Prøve at få det hele til at vende rundt. Jeg ved, at jeg kan. 

If you do what you always did, then you will get what you always got ♥

Hej bloggen
Det er utrolig langtid siden, at jeg har opdateret herinde, så jeg tænkte jeg lige ville smide en update, før jeg smutter i seng. Jeg ved bare ikke rigtig, hvor jeg skal starte, for der er sket så mange gode - og dårlige ting. Den ene dag er jeg glad og smilende, den anden dag ligger jeg grædende ind til min bedsteveninde, som nok heller ikke rigtig ved, hvad der foregår oven i mit hoved. Det er bare.... det er så besværligt at forklare folk hvad der sker, når jeg ikke engang er sikker på det selv. Jeg føler, at jeg løber mod en mur tusindvis af gange (hvilket skulle brænde ret mange kalorier. Vidste I at hvis man slår hovedet ind i væggen brænder man omkring 150 kalorier?) og at jeg bare bliver ved og ved og ved - selvom det gør ondt. Mange af jer kender sikkert følelsen, men kan egentlig ikke forklare, hvad der sker oven i jeres hoveder - fordi I er forvirrede. Det er sådan jeg har det, men jeg vil nu alligevel prøve at sætte ord på, så jeg kan få tømt mit hjerte og min tankegang. Måske kan I relaterer til det, måske ikke - men mon ikke vi allesammen har følt os uønsket?

Min skolegang gik rent ud sagt af helved til. Jeg følte mig SÅ uønsket i min klasse, selvom jeg har fået afvide, at jeg ikke er det, men så kom der én person forleden og sagde "Hey Julie.. Jeg har opført mig dumt. Det må du sku' undskylde, men ved du hvad? Du en ægte pige med hjertet på det rette sted." Det er sket og jeg må indrømme, at jeg faktisk lige pludselig følte mig meget elsket. Jeg havde overvejet af flytte klasse, men kunne ikke komme til det, så jeg kiggede lidt rundt efter andre skoler, men ingen af de skoler, jeg ville ind på havde plads. Det er selvfølgelig sur røv, men det betyder også, at jeg ikke har gjort noget dumt. Jeg må tage tingene, som de kommer - selvom det er svært og selvom jeg engang i mellem føler mig uønsket og dum. Jeg sætter stadig facader op, når jeg skal i skole, for jeg tror ikke Stenhus er klar til at se lille mig. Lille, skrøbelige, kloge Julie - og det er noget jeg må arbejde på. Det kommer. Måske efter sommerferien. Måske efter jul. Måske først lige op til læseferien. Det er ikke til at vide, men jeg tager den tid, jeg har brug for.
Egentlig flyttede jeg til Stenhus i håb om, at jeg ville få det meget bedre. Det var ikke tilfældet og Stenhus ER stadig den værste beslutning, jeg har taget i mit liv, men jeg er blevet meget mere... voksen. Fået mere livserfaring. Blevet klogere på falske personer, hvem man kan stole på og hvem man ikke kan, hvem man kan regne med og hvem man ikke kan. Jeg har set dem, som jeg troede var mine veninder, forladt mig og ladet mig stå alene tilbage, selvom de vidste, hvor fajlkalfkælaktåpeopjvklhie svært, jeg havde det. Men den bedste ting, jeg nogensinde har fået fra Stenhus er alle de dejlige mennesker, som nu er mine bedstevenner og veninder. Jeg har ændret mig meget, og der kan diskuteres meget om, om det er på den gode eller dårlige måde - og jeg kan sagtens selv finde både gode og dårlige ting, men jeg vil ikke selv mene, at jeg er blevet den klassiske "stenhus-snob", som så mange siger man bliver. For hey, jeg er mig.
Jeg er mig, selvom jeg har facader oppe, jeg er mig, selvom de er nede. Jeg er mig, når jeg græder, jeg er mig, når jeg smiler og har det sjovt. Jeg er mig, når jeg har flot tøj på, jeg er mig, når jeg har joggingbukser på og uordnet hår. Jeg er den, jeg er. Jeg har ikke tænkt mig, at ændre mig eller blive til en anden. Jeg gør, hvad jeg vil, og jeg følger mine mål og drømme - uanset hvad folk siger om det. Jeg sidder faktisk og smiler med tårerne ned af kinderne, mens jeg skriver det her. Helt ærligt.. Stenhus er det værste valg, men med dårlige ting kommer de gode - og det er de kommet.
Det har taget mig en meget lang overvejning det her, og jeg kommer muligvis til at fortryde det, men jeg dropper ikke Stenhus nu. Jeg dropper ikke min klasse nu. Jeg viser dem, at de aldrig nogensinde skal knække mig. Jeg viser dem hvor stærk, jeg er. Jeg viser dem, at jeg var her, fortrød - men blev. Det er det, jeg gør. Det er det, jeg har tænkt mig at gøre. Der er under 100 dage tilbage. Det er på tide, jeg tager mig sammen, og får noget ud af mit sidste år.

Udover det så har I sikkert hørt om min fine pille forgiftning og jeg vil gerne gøre det klart igen igen, at det ikke var for at skade mig selv på nogen måde. Jeg var træt og kunne ikke sove og så dum, som jeg er, tager jeg et par piller for meget. Normalt tager jeg mere en 2 piller. Jeg tager 3-4 når jeg har ondt i hovedet, men det her var bare værre end min almindelig hovedpine og jeg ville egentlig bare gerne sove, så jeg fik taget for mange. Det er historien. Der ligger intet andet i det overhovedet. Jeg fortryder det rigtig meget nu, for folk begyndte jo rigtig hurtigt at snakke, da det kom ud, men hey.. Jeg vil ikke dø venner. Jeg har et skønt liv. Jeg har en dejlig familie, som jeg aldrig nogensinde vil svigte - og jeg har en masse søde venner og veninder, jeg ikke vil forlade.
 Jeg tror aldrig, jeg har set min mor så bange før. Da hun kom ind på hospitalet vidste jeg, hvor en stor idiot jeg var. Tænk, hvis det var gået galt, og jeg skulle forlade den her dejlige kvinde? Hende der altid er der. Hende der altid støtter mig. Hende der altid bakker mig op. Hende der går igennem vand og ild for mig hver evig eneste dag, for at jeg er glad. Tænk, hvis jeg skulle forlade hende? Senere hen på aften modtog jeg en sms fra min lillebror, som endnu engang satte gang i mine tårer. Tænk, hvis jeg skulle forlade min lillebror? Ham som altid stiller op. Ham som gør alt for mig. Ham som trøster mig, når jeg ikke har andre at gå til. Ham jeg rent faktisk kan være mig selv med. Ham jeg kan lave alt med. Ham jeg deler alt med. Tænk, hvis jeg skulle miste ham? Jeg fik sendt blomster af min moster, som også var blevet pisse forskrækket. Min mormor kom med slik til mig og passede mig en hel aften. Hun holdte en da mine fjollede veninder ud. Jeg er så taknemmelig for mit liv og det jeg har, at det rent faktisk gør mig ked af det, at I tror jeg vil forlade den her verden.

Jeg har mistet en rigtig tæt veninde. En af dem, som jeg vidste, jeg altid kunne regne med. En af dem, som betyder alt for mig. En af dem, som jeg nød at være sammen med. Hun var der altid. Hun vidste præcis, hvad hun skulle sige og hvornår. Hun var virkelig én af mine bedsteveninde og jeg kunne være mig selv 100 % med hende. Det gør mig rigtig ked af det at vide, at jeg ikke lige kan dele en tanke med hende. At jeg ikke lige, kan ringe og fortælle hende det helt nye. Det gør mig ked af det, og vide hun er sur på mig - og at jeg ikke ved hvorfor. Jeg ved ikke, hvorfor det gik galt. Hun vil ikke forklare mig det, så jeg ved ikke, hvad jeg skal hamle op. Jeg håber, hun ser det her, for hun er en pige med hjertet på det rette sted. Hun er perfekt. Ubeskrivelig. Fantastisk, og uanset hvad jeg nu, har formået at gøre af dumme ting, så fortryder jeg det. Undskyld. Undskyld. Undskyld.



Puha... Jeg kom af med de værste ting, og hvis I har holdt ud helt til nu, så giv jer selv et klap på skulderen og smut i seng - det har jeg tænkt mig at gøre, for jeg skal tidligt op imorgen. Jeg starter min efterårsferie ud med at være sammen med to fantastisk piger. Den her efterårsferie bliver magisk! Den er helt booket op med skønne aftale med en masse dejlige, fantastiske venner og veninder, fester og familie. Ser frem til imorgen og krydser fingre for, at den bliver så magisk, som den er i min tankegang. Pas på jer selv venner <3
I må alle have det, som I ser ud (selvfølgelig pisse godt, hvis I skulle være i tvivl!)

Knus

I'm alone - on my own, and that's all I know.

Hej bloggen
Så er vi på den igen.. Mit liv er noget rod, det tror jeg godt, I er klar over, men jeg har længe gået og tænkt over noget. Det er ikke noget, jeg har delt med folk overhovedet, for folk vil bare prøve og stoppe mig i det og komme med en masse grunde til, hvorfor jeg ikke skal gøre det. Jeg er træt af at folk prøver at forhindrer mig i ting, som jeg rent faktisk vil. Burde venner/veninder ikke støtte mig op i mine valg?  Hvis det ikke går efter deres hoveder, så er det et dumt valg jeg har taget... Jeg ved godt, at jeg selv tænker sådan en gang i mellem, men jeg tror faktisk, at jeg vil begynde, at tænke mere over det, for nu ved jeg, hvor grænseløst det irriterer mig! Men jeg har tænkt længe, og har overvejet ALT grundigt og jeg kan ikke mere...
    Stenhus tærer på mig. Siden jeg er kommet der, er der ikke sket 1 eneste god ting. Jeg er røget ned i karakter i FLERE fag.. Jeg plejer at få gode karakter og nu får jeg 4/7. Jeg ved godt, at jeg lyder... stræber agtig, utilfreds og sådan rigtig irriterende, men det er mærkeligt, at komme fra 10/12 til så.. lavt. Forstår i mig? Jeg vil bare gerne gøre mine forældre stolte - og det gør jeg ikke ved 4/7-taller.
   Jeg vil godt indrømme, at jeg har rykket mig i nogen fag. B.l.a. tysk, historie og samfundsfag er jeg rykket et par karakter der op ad - og det er da skønt, men nu ved jeg, hvad der skal til, for at få de karakterer og jeg ved, at jeg vil kunne gøre det samme, på en hvilken som helst anden skole. Stenhus er en overvurderet skole. Jeg får intet ud af undervisningen andet end en masse "bla, bla, bla". Jeg er træt af at skulle stå op hver dag og skulle smide en facade på -  allerede fra morgenstunden af. Jeg tager den på, når jeg står op og fjerner den først, når jeg er alene på mit værelse. Jeg er træt af at skulle få spydige bemærkninger hver dag. Jeg er træt af at folk kigger mærkeligt på mig - sender mig et "hvad fuck laver du her kælling?!"-blik. Hver evig eneste dag bliver det sværere. Jeg fanger tit mig selv I at sidde med tårer i øjnene. De fleste små kommentarer kan give mig lyst til at flå hovedet af en eller anden! Jeg synes alting går ned af bakke. Alting tærer på mig. Folk hater på mig, folk har aldrig noget fornuftigt at sige til mig, folk laver rygter og folk de sladrer om mig. Jeg kan ikke holde til mere nu. Jeg vil bare væk derfra og jeg skal nok sørge for at komme det. Enten på en god måde eller også må jeg blive smidt ud. Jeg kan ikke overskue det mere.
   Jeg ved ikke, hvor mine forældre står i det her. De vil ikke have jeg skifter skole. De elsker Stenhus og tror det er "ih og åh så godt", men jeg har heller ikke vist dem mine diktater. Jeg har ikke vist dem mine færdighedsprøver. Jeg viser dem ikke, hvad jeg får i karakterer - for det er flovt. Forstår I mig? Jeg håber på forståelse fra dem, men et eller andet sted, er jeg sikker på at de vil overbevise mig om jeg skal blive der - og det er ikke hvad jeg har brug for. Jeg vil gerne lyttes til og støttes op i mit valg.

MEN MEN MEN.... Oven på alt det dårlige, er der ALTID en god ting: Imorgen tager jeg hjem til min farmor, hvor jeg skal spise and so on - også tager jeg videre til en af mine bedsteveninders 16 års fødselsdag. Jeg glæder mig SÅ meget. Jeg skal bare hygge mig og have det sjovt. Lære nye mennesker at kende. Og ja, fjolle rundt, som jeg er bedst til! Nu vil jeg slutte igen, jeg er kommet ud med det, der forvirrer mig mest fortiden. Det var skønt. Må I alle have en vidunderlig fredag.

XOXO
Julie