Hej bloggen
Det er utrolig langtid siden, at jeg har opdateret herinde, så jeg tænkte jeg lige ville smide en update, før jeg smutter i seng. Jeg ved bare ikke rigtig, hvor jeg skal starte, for der er sket så mange gode - og dårlige ting. Den ene dag er jeg glad og smilende, den anden dag ligger jeg grædende ind til min bedsteveninde, som nok heller ikke rigtig ved, hvad der foregår oven i mit hoved. Det er bare.... det er så besværligt at forklare folk hvad der sker, når jeg ikke engang er sikker på det selv. Jeg føler, at jeg løber mod en mur tusindvis af gange (hvilket skulle brænde ret mange kalorier. Vidste I at hvis man slår hovedet ind i væggen brænder man omkring 150 kalorier?) og at jeg bare bliver ved og ved og ved - selvom det gør ondt. Mange af jer kender sikkert følelsen, men kan egentlig ikke forklare, hvad der sker oven i jeres hoveder - fordi I er forvirrede. Det er sådan jeg har det, men jeg vil nu alligevel prøve at sætte ord på, så jeg kan få tømt mit hjerte og min tankegang. Måske kan I relaterer til det, måske ikke - men mon ikke vi allesammen har følt os uønsket?
Min skolegang gik rent ud sagt af helved til. Jeg følte mig SÅ uønsket i min klasse, selvom jeg har fået afvide, at jeg ikke er det, men så kom der én person forleden og sagde "Hey Julie.. Jeg har opført mig dumt. Det må du sku' undskylde, men ved du hvad? Du en ægte pige med hjertet på det rette sted." Det er sket og jeg må indrømme, at jeg faktisk lige pludselig følte mig meget elsket. Jeg havde overvejet af flytte klasse, men kunne ikke komme til det, så jeg kiggede lidt rundt efter andre skoler, men ingen af de skoler, jeg ville ind på havde plads. Det er selvfølgelig sur røv, men det betyder også, at jeg ikke har gjort noget dumt. Jeg må tage tingene, som de kommer - selvom det er svært og selvom jeg engang i mellem føler mig uønsket og dum. Jeg sætter stadig facader op, når jeg skal i skole, for jeg tror ikke Stenhus er klar til at se lille mig. Lille, skrøbelige, kloge Julie - og det er noget jeg må arbejde på. Det kommer. Måske efter sommerferien. Måske efter jul. Måske først lige op til læseferien. Det er ikke til at vide, men jeg tager den tid, jeg har brug for.
Egentlig flyttede jeg til Stenhus i håb om, at jeg ville få det meget bedre. Det var ikke tilfældet og Stenhus ER stadig den værste beslutning, jeg har taget i mit liv, men jeg er blevet meget mere... voksen. Fået mere livserfaring. Blevet klogere på falske personer, hvem man kan stole på og hvem man ikke kan, hvem man kan regne med og hvem man ikke kan. Jeg har set dem, som jeg troede var mine veninder, forladt mig og ladet mig stå alene tilbage, selvom de vidste, hvor fajlkalfkælaktåpeopjvklhie svært, jeg havde det. Men den bedste ting, jeg nogensinde har fået fra Stenhus er alle de dejlige mennesker, som nu er mine bedstevenner og veninder. Jeg har ændret mig meget, og der kan diskuteres meget om, om det er på den gode eller dårlige måde - og jeg kan sagtens selv finde både gode og dårlige ting, men jeg vil ikke selv mene, at jeg er blevet den klassiske "stenhus-snob", som så mange siger man bliver. For hey, jeg er mig.
Jeg er mig, selvom jeg har facader oppe, jeg er mig, selvom de er nede. Jeg er mig, når jeg græder, jeg er mig, når jeg smiler og har det sjovt. Jeg er mig, når jeg har flot tøj på, jeg er mig, når jeg har joggingbukser på og uordnet hår. Jeg er den, jeg er. Jeg har ikke tænkt mig, at ændre mig eller blive til en anden. Jeg gør, hvad jeg vil, og jeg følger mine mål og drømme - uanset hvad folk siger om det. Jeg sidder faktisk og smiler med tårerne ned af kinderne, mens jeg skriver det her. Helt ærligt.. Stenhus er det værste valg, men med dårlige ting kommer de gode - og det er de kommet.
Det har taget mig en meget lang overvejning det her, og jeg kommer muligvis til at fortryde det, men jeg dropper ikke Stenhus nu. Jeg dropper ikke min klasse nu. Jeg viser dem, at de aldrig nogensinde skal knække mig. Jeg viser dem hvor stærk, jeg er. Jeg viser dem, at jeg var her, fortrød - men blev. Det er det, jeg gør. Det er det, jeg har tænkt mig at gøre. Der er under 100 dage tilbage. Det er på tide, jeg tager mig sammen, og får noget ud af mit sidste år.
Udover det så har I sikkert hørt om min fine pille forgiftning og jeg vil gerne gøre det klart igen igen, at det ikke var for at skade mig selv på nogen måde. Jeg var træt og kunne ikke sove og så dum, som jeg er, tager jeg et par piller for meget. Normalt tager jeg mere en 2 piller. Jeg tager 3-4 når jeg har ondt i hovedet, men det her var bare værre end min almindelig hovedpine og jeg ville egentlig bare gerne sove, så jeg fik taget for mange. Det er historien. Der ligger intet andet i det overhovedet. Jeg fortryder det rigtig meget nu, for folk begyndte jo rigtig hurtigt at snakke, da det kom ud, men hey.. Jeg vil ikke dø venner. Jeg har et skønt liv. Jeg har en dejlig familie, som jeg aldrig nogensinde vil svigte - og jeg har en masse søde venner og veninder, jeg ikke vil forlade.
Jeg tror aldrig, jeg har set min mor så bange før. Da hun kom ind på hospitalet vidste jeg, hvor en stor idiot jeg var. Tænk, hvis det var gået galt, og jeg skulle forlade den her dejlige kvinde? Hende der altid er der. Hende der altid støtter mig. Hende der altid bakker mig op. Hende der går igennem vand og ild for mig hver evig eneste dag, for at jeg er glad. Tænk, hvis jeg skulle forlade hende? Senere hen på aften modtog jeg en sms fra min lillebror, som endnu engang satte gang i mine tårer. Tænk, hvis jeg skulle forlade min lillebror? Ham som altid stiller op. Ham som gør alt for mig. Ham som trøster mig, når jeg ikke har andre at gå til. Ham jeg rent faktisk kan være mig selv med. Ham jeg kan lave alt med. Ham jeg deler alt med. Tænk, hvis jeg skulle miste ham? Jeg fik sendt blomster af min moster, som også var blevet pisse forskrækket. Min mormor kom med slik til mig og passede mig en hel aften. Hun holdte en da mine fjollede veninder ud. Jeg er så taknemmelig for mit liv og det jeg har, at det rent faktisk gør mig ked af det, at I tror jeg vil forlade den her verden.
Jeg har mistet en rigtig tæt veninde. En af dem, som jeg vidste, jeg altid kunne regne med. En af dem, som betyder alt for mig. En af dem, som jeg nød at være sammen med. Hun var der altid. Hun vidste præcis, hvad hun skulle sige og hvornår. Hun var virkelig én af mine bedsteveninde og jeg kunne være mig selv 100 % med hende. Det gør mig rigtig ked af det at vide, at jeg ikke lige kan dele en tanke med hende. At jeg ikke lige, kan ringe og fortælle hende det helt nye. Det gør mig ked af det, og vide hun er sur på mig - og at jeg ikke ved hvorfor. Jeg ved ikke, hvorfor det gik galt. Hun vil ikke forklare mig det, så jeg ved ikke, hvad jeg skal hamle op. Jeg håber, hun ser det her, for hun er en pige med hjertet på det rette sted. Hun er perfekt. Ubeskrivelig. Fantastisk, og uanset hvad jeg nu, har formået at gøre af dumme ting, så fortryder jeg det. Undskyld. Undskyld. Undskyld.
Puha... Jeg kom af med de værste ting, og hvis I har holdt ud helt til nu, så giv jer selv et klap på skulderen og smut i seng - det har jeg tænkt mig at gøre, for jeg skal tidligt op imorgen. Jeg starter min efterårsferie ud med at være sammen med to fantastisk piger. Den her efterårsferie bliver magisk! Den er helt booket op med skønne aftale med en masse dejlige, fantastiske venner og veninder, fester og familie. Ser frem til imorgen og krydser fingre for, at den bliver så magisk, som den er i min tankegang. Pas på jer selv venner <3
I må alle have det, som I ser ud (selvfølgelig pisse godt, hvis I skulle være i tvivl!)
Knus
