Hej bloggen. Så er vi på den igen! Hvordan har I det? Jeg håber I har det bedre end mig, for I er sku' nogen af de sødeste mennesker, jeg kender <3
Men men men, I skal lige have en sjov historie, om hvad jeg oplevede igår; Der kom en rigtig sød pige hen til mig og vi snakkede lidt frem og tilbage, før hun så spørger mig, om jeg ikke havde en blog. Jeg svarede selvfølgelig ja og hun fortalte, at den læste hun.. Det gjorde mig simpelhen, så varm om hjertet. Jeg sætter SÅ meget pris på, at der er nogen der kan lide det jeg laver og gør. Det giver mig, bare lyst til at fortsætte, med det jeg gør, uanset alt det hate jeg får på det. Det er sådan noget, der giver mig lyst til at opdatere om mit liv, så det gør jeg. Selvom det er ret rodet og jeg selv har svært ved at finde rundt i det...
Vi starter med det gode. Det er nok det nemmeste af det hele, right? Der er nemlig ikke ret meget... Jeg var til boksning i torsdags, og jeg tror aldrig, jeg har gjort noget, jeg virkelig bare vil blive ved med. Det var så fantastisk at komme af med min vrede, mine aggressioner og samtidig have det sjovt. Længe har jeg ikke kunne se mig i et spejl og være tilfreds, men da jeg kom hjem fra boksning, så jeg mig i spejlet og havde ingen kritik, at sige til mig selv overhovedet. Det var helt fantastisk og jeg VIL så gerne starte. Jeg VIL gøre det her. Jeg har endelig sat mig et mål og det er det jeg vil overholde. Jeg har aldrig nogensinde formået, at gøre det jeg allermest har ønsket mig i hele mit liv - og nu har jeg endelig muligheden. Jeg vil ikke lade den falde til jorden. Det er nu eller aldrig, og jeg har valgt at gøre det NU. (Jeg har ikke tænkt mig, at skrive mit mål offentligt på den måde, da jeg synes det en ret privat sag. Det er kun mine meget tætte venner og veninder der ved det, og det må i finde jer I).
Udover det, så har jeg det skønt med min mor. Hun er en fantastisk kvinde, og det håber jeg hun ved, at jeg synes. Hun er en smuk, vidunderlig og stærk kvinde. Jeg har aldrig set en kvinde, der kan stå ved sine meninger og beslutninger, som hende. Jeg har aldrig set en kvinde, der bekymrer sig SÅ meget om andre, som hun gør. Hvis hun kunne redde verden, havde hun gjort det for længst. Hun er der 120 % for en og hun accepterer folk præcis som de er. Hun kunne ikke drømme om, at hænge folk ud. Jeg elsker hendes selvskab, selvom hun til tider kan være SÅ pinlig, men det hører med. Hun er min mor og jeg er SÅ stolt af at have hende. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende. Det ved jeg ærligtalt ikke.
Og nu til alt andet. Der var ikke meget godt. Det var det jeg sagde.. Men mon ikke alting bliver godt? Det plejer det. I ved... FISH (Fuck. It. Shit. Happens). Alting bliver godt I sidste ende, det ved jeg godt, men det tager sin tid. Det tager ALT for langtid - eller det føles sådan. Jeg har svært ved, at snakke med nogen om det her, for jeg føler folk griner af mig eller har nogen ret grove tankerom det jeg fortæller dem. Et eller andet sted ved jeg godt, det ikke passer, men det er sådan jeg tænker. Jeg har valgt, at skrive alt det her på bloggen, så I kan se hvad jeg kæmper med, og at når jeg ind i mellem er sur og tvær, at det ikke er jeres skyld, men at alting bare bliver for meget. At alting bare svømmer over - og hvor jeg gerne vil hen med det her, er at I accepterer, at jeg bare har brug for at være mig selv fortiden. Tak på forhånd and soo.... Here we go..
Jeg føler mig røvrendt og udnyttet. Jeg føler mig så naiv og dum. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan tro, jeg nogensinde vil kunne få én som ham. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan være så dum, at falde for det en gang til. Sidste gang lovede jeg, aldrig nogensinde at få følelser for en fyr igen - også dukkede han op. Ærligt, startede det hele bare forsjov i mine øjne. Jeg havde ingen idé om, at det skulle køres så langt ud, men han vidste hvad han skulle sige og hvornår. Han fik mig til at smile, som en idiot. Han fik mig til at grine. Hans kram gjorde mig tryg og hans kys gav mig de vildeste sommerfugle i maven! Jeg stolede SÅ meget på ham og min mavefornemmelse fortalte mig, at det her var rigtigt. Jeg følte virkelig, at det ville holde. At jeg endelig var kommet ovenpå og havde fundet én, der virkelig elskede mig, som den jeg var. Jeg ville gøre alt for ham. Jeg var parat til at smide alting og alle andre væk, for hans skyld. Men så.. blev jeg tilsidesat, fordi jeg ikke var vigtig nok. Jeg blev løjet for, fyret en masse dårlige undskyldninger i hovedet. Han havde ikke "tid" til MIG (men sjovt nok har han til alle andre...). Og selvom at jeg er blevet røvrendt, udnyttet, holdt for nar, løjet for og trampet på, så elsker jeg ham stadig. Han ved, hvor han har mig. Jeg vil gå igennem alt for ham..
Det er de færreste af jer der ved, hvordan jeg har det. Det er kun jer, der selv har prøvet, at blive trampet på, der ved det. Det er kun jer der ved, at det føles, som 100 knive der bliver stukket ind i dig, vredet rundt, trukket ud igen, også bliver der proppet en masse salt ned i dine blødende sår. Det gør helveds ondt, hvis du skulle være I tvivl stadig.
Jeg har stadig rigtig svært ved at tage i skole. Jeg har rigtig svært ved at stå op hver morgen og smile. Jeg har svært ved, at se det positive i skolen. Han er der. Alle mulige falske bitches er der. En masse lærer, der kun lukker lort ud, er der. Hvad er der, at se frem til? Jo, jeg har det da meget bedre i min klasse. Jeg kan efterhånden med dem allesammen (på nær de 3, som stadig tripper mit liv...). Men, jeg kan bare ikke glæde mig til skolen. Jeg kan ikke glæde mig til en dag, hvor jeg skal sætte en facade op og gå og være stærk heletiden. Jeg kan ikke klare det mere. Hele mit liv, har jeg sat facader op. Hele mit liv, har jeg været nød til at være den stærke. Jeg kan ikke blive ved med at være den stærke. Det hele kører mig ned. Alting kører mig ned. En lille ting, kan få hele mit system, indvendig, til at bryde sammen også kan jeg kun glæde mig til at komme hjem - hvor jeg forresten også er nød til at sætte facader op. Jeg er for gammel til at græde. Jeg vil ikke bryde sammen foran nogen overhovedet. Jeg vil bare væk herfra. You know? Jeg er træt af ikke, at have noget fri rum. Jeg er træt af, at skulle gøre ditten og datten. Al min lyst, til at være sammen med venner og veninder er væk. Jeg vil bare være alene. Bare være mig. Bare ligge i min seng, dynen over mig, Taylor Swift på replay, og bare græde. Uden afbrydelser, bare lade hele facaden krakelerer.
Mange af mine venner og veninder har valgt at gå. Har valgt at jeg ikke er en ordentlig veninde og har med nogle meget grove ord, gjort det klart for mig, at de ikke gider bruge tid på mig. Det gør mig rigtig ked af det, at dem jeg har brugt mest tid på at hjælpe og støtte, nu vender mig ryggen med ord som "Du er falsk. Du er ikke en sand ven. Du er ikke det værd og du har ændret dig". Jeg forstår ikke, hvad jeg har gjort forkert, og ingen af dem har gidet, at forklare mig det. Det er det, der forvirre mig allermest. Grunden. Hvad har jeg gjort galt? Men på den anden side, så kan de rende mig. Hvis jeg ikke er noget værd i deres øjne, så må jeg bare tænke "fuck dem" også bruge kræfter på de nye venskaber, der heletiden dukker op! Endda fra nogen, jeg ALDRIG havde troet, jeg skulle blive venner med. Mange af mine venskaber er også hurtigt blevet meget stærkere og jeg kan faktisk sige idag, at der er 5 jeg stoler fuldt ud på. 5, jeg vil dø for.. Det er meget, når jeg er vant til, at der ikke er nogen overhovedet. Jeg vil ikke nævne nogen navne, da andre så måske vil føle sig truffet, men jeg regner stærkt med, at de 5 ved, hvem de er og hvor taknemmelig jeg er, for at de altid er der. Hvor taknemmelig jeg er for, at jeg kan ringe og tømme hele mit hjerte til dem. Hvor højt jeg elsker dem!
Tak alle venner og veninder, fordi I er jer. Fordi I er der for mig, når alt er sort - and... fuck the rest <3
I må have det, som I ser ud - altså pisse godt!
XOXO
Julie Holm
08.09.2012
16.08.2012
http://www.youtube.com/watch?v=imQO4V4jDhI
Hej bloggen..
Kender I den følelse, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv? Den følelse, hvor man konstant går og føler sig udnyttet og knust? Jeg tror... nej, jeg ved at det er den værste følelse nogensinde. Der findes ikke noget værre end, at vide man ikke kan få den person man vil have. Jeg lod bare mig selv falde ned i alt kærligheden. Troede endelig det var min tur til at blive elsket - men jeg tog fejl. Meget, meget, meget grundig fejl og jeg fortryder at jeg var så naiv. Jeg fortryder jeg ikke stolede på mine veninder, når de fortalte mig, at det jeg havde gang i var dumt. Jeg fortryder at jeg spildte et sekund på kærligheden... U know, det er derfor som jeg er. Vær eneste gang, jeg lader mig falde bliver jeg såret og knust fuldstændig. Jeg ved ikke, hvor meget jeg kan holde til det mere. Jeg tror bare, jeg er færdig med alt det kærlighedspjat. Det fungerer ikke for mig. Lige meget hvor mange gange jeg ønsker, lige meget hvor mange gange jeg håber og ber ender det aldrig godt. Så... det bare slut.
Jeg er ikke typen, der plaprer omkring mig med mine problemer, tanker og følelser. Det er kun dem, der er virkelig tætte jeg fortæller alt til - og hvem er det? Venner kommer og går hele tiden. De mennesker, jeg troede jeg skulle dele mit liv med, snakker jeg knap nok med mere. De venner, jeg troede jeg kunne stole på, svigter mig lige pludselig, når jeg har mest brug for dem. De venner, der sagde de altid var der, er væk nu. Forstår I? Jeg ved ikke, hvem jeg har, og hvem jeg ikke har. Jeg ved ikke, hvem jeg kan stole på eller hvem jeg kan regne med. Jeg snakker ikke om alt det her. Jeg er en for stærk person, til at ville snakke om mine problemer. U know? Jeg burde kunne klare dem alene.
Udover det, så er jeg startet i skole igen. Den første dag var skøn. Det var dejligt - specielt - at se alle de velkendte ansigter igen. Men så, blev det bare ensformigt igen. Bare trættende. Jeg er allerede skoletræt og det en kamp med mig selv, hver morgen for at komme i skole. Det eneste der stadig holder mig gående på Stenhus er 2 specielle piger. Susanne og Maria. Forstår I... Jeg vil ikke svigte dem og bare lade dem være alene. Jeg vil ikke forlade dem, når jeg har lovet, at jeg altid er der for dem.
Jeg tror ikke nogen af jer, vil kunne forstår, hvor meget jeg savner St. Merløse. Hvor stor et savn, jeg har til menneskerne fra Tølløse. Det ret mærkeligt, men som sagt før... jeg føler mig hjemme der - og jeg tror på at 9. klasse burde være det bedste år, men jeg tror bare ikke det bliver sådan. Jeg tror det bliver et år, som alle andre år. Et år, hvor jeg ender med at skulle sætte facader op hver dag. Et år, hvor jeg ender med at græde mig i søvn hver nat. Et år, hvor jeg, igen og igen, fortryder at jeg flyttede til Stenhus.. Jeg ønsker, at jeg endelig falder til på Stenhus. Det gør jeg virkelig! Men ind til da, så længtes jeg efter TC og nej... I kan ikke ændre min mening om det her. Jeg har det som jeg har det - længere er den ikke.
OG OG OG OG OG..... Nej. Jeg er ikke begyndt at ryge fast, men når alt ikke går som det skal, ryger jeg. Det ved mine forældre godt, så lad vær med at fortæl mig, jeg ikke må ryge for mine forældre. Jeg er startet helt på ny, med at være 100 % ærlig for mine forældre. Hvis jeg begynder at ryge fast, jeg siger det. Vil jeg til fest, jeg siger det. Det er lettere at være ærlig. I sidste ende, vil de dig det bedste og man får et tillidsbånd der gør, at man rent faktisk kan få lov til det man vil. Mine forældre støtter mig i ALT jeg gør, selvom jeg dummer mig, står de bag min ryg og det ved jeg de gør. Det er det, der er det smarte med forældre. De er der bare altid!
Men jeg vil nok til at smutte i seng. Der venter en lang dag forud imorgen.. Først fri kvart i 15, så lige på stationen og hilse på en meget savnet veninde - også hjem og vente på min mutti er hjemme, så jeg kan høre hende om jeg må tage til fest i Vipperød med nogen venner. Jeg har ikke rigtig haft tid til at spørge idag, da hun og min far har været til forældremøde på Stenhus, så det må vente til imorgen, hvor vi alle er friske.
Godnat bloggen. Dejligt at kunne komme af med noget af alt det der fylder mit hjerte.
XOXO
Julie
Kender I den følelse, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv? Den følelse, hvor man konstant går og føler sig udnyttet og knust? Jeg tror... nej, jeg ved at det er den værste følelse nogensinde. Der findes ikke noget værre end, at vide man ikke kan få den person man vil have. Jeg lod bare mig selv falde ned i alt kærligheden. Troede endelig det var min tur til at blive elsket - men jeg tog fejl. Meget, meget, meget grundig fejl og jeg fortryder at jeg var så naiv. Jeg fortryder jeg ikke stolede på mine veninder, når de fortalte mig, at det jeg havde gang i var dumt. Jeg fortryder at jeg spildte et sekund på kærligheden... U know, det er derfor som jeg er. Vær eneste gang, jeg lader mig falde bliver jeg såret og knust fuldstændig. Jeg ved ikke, hvor meget jeg kan holde til det mere. Jeg tror bare, jeg er færdig med alt det kærlighedspjat. Det fungerer ikke for mig. Lige meget hvor mange gange jeg ønsker, lige meget hvor mange gange jeg håber og ber ender det aldrig godt. Så... det bare slut.
Jeg er ikke typen, der plaprer omkring mig med mine problemer, tanker og følelser. Det er kun dem, der er virkelig tætte jeg fortæller alt til - og hvem er det? Venner kommer og går hele tiden. De mennesker, jeg troede jeg skulle dele mit liv med, snakker jeg knap nok med mere. De venner, jeg troede jeg kunne stole på, svigter mig lige pludselig, når jeg har mest brug for dem. De venner, der sagde de altid var der, er væk nu. Forstår I? Jeg ved ikke, hvem jeg har, og hvem jeg ikke har. Jeg ved ikke, hvem jeg kan stole på eller hvem jeg kan regne med. Jeg snakker ikke om alt det her. Jeg er en for stærk person, til at ville snakke om mine problemer. U know? Jeg burde kunne klare dem alene.
Udover det, så er jeg startet i skole igen. Den første dag var skøn. Det var dejligt - specielt - at se alle de velkendte ansigter igen. Men så, blev det bare ensformigt igen. Bare trættende. Jeg er allerede skoletræt og det en kamp med mig selv, hver morgen for at komme i skole. Det eneste der stadig holder mig gående på Stenhus er 2 specielle piger. Susanne og Maria. Forstår I... Jeg vil ikke svigte dem og bare lade dem være alene. Jeg vil ikke forlade dem, når jeg har lovet, at jeg altid er der for dem.
Jeg tror ikke nogen af jer, vil kunne forstår, hvor meget jeg savner St. Merløse. Hvor stor et savn, jeg har til menneskerne fra Tølløse. Det ret mærkeligt, men som sagt før... jeg føler mig hjemme der - og jeg tror på at 9. klasse burde være det bedste år, men jeg tror bare ikke det bliver sådan. Jeg tror det bliver et år, som alle andre år. Et år, hvor jeg ender med at skulle sætte facader op hver dag. Et år, hvor jeg ender med at græde mig i søvn hver nat. Et år, hvor jeg, igen og igen, fortryder at jeg flyttede til Stenhus.. Jeg ønsker, at jeg endelig falder til på Stenhus. Det gør jeg virkelig! Men ind til da, så længtes jeg efter TC og nej... I kan ikke ændre min mening om det her. Jeg har det som jeg har det - længere er den ikke.
OG OG OG OG OG..... Nej. Jeg er ikke begyndt at ryge fast, men når alt ikke går som det skal, ryger jeg. Det ved mine forældre godt, så lad vær med at fortæl mig, jeg ikke må ryge for mine forældre. Jeg er startet helt på ny, med at være 100 % ærlig for mine forældre. Hvis jeg begynder at ryge fast, jeg siger det. Vil jeg til fest, jeg siger det. Det er lettere at være ærlig. I sidste ende, vil de dig det bedste og man får et tillidsbånd der gør, at man rent faktisk kan få lov til det man vil. Mine forældre støtter mig i ALT jeg gør, selvom jeg dummer mig, står de bag min ryg og det ved jeg de gør. Det er det, der er det smarte med forældre. De er der bare altid!
Men jeg vil nok til at smutte i seng. Der venter en lang dag forud imorgen.. Først fri kvart i 15, så lige på stationen og hilse på en meget savnet veninde - også hjem og vente på min mutti er hjemme, så jeg kan høre hende om jeg må tage til fest i Vipperød med nogen venner. Jeg har ikke rigtig haft tid til at spørge idag, da hun og min far har været til forældremøde på Stenhus, så det må vente til imorgen, hvor vi alle er friske.
Godnat bloggen. Dejligt at kunne komme af med noget af alt det der fylder mit hjerte.
XOXO
Julie
27.07.2012
Omringet af falskhed, uloyalitet og snobbede røvhuller
Hej bloggen
Der er kun 2 uger til skolestart og det har fået mig til at tænke.... Er Stenhus det rigtige for mig? Jo tættere vi kommer på, jo mere sikker bliver jeg på det ikke er. Jeg ved ikke hvad jeg laver der. De fleste derude er falske, uloyale og fulde af lort.. Folk der siger "Stenhus er det bedste valg i mit liv", skal måske overveje at de er faldet ind i alt falskheden derude og at de har mistet "det" der gjorde dem til dem selv. (Nej, det er ikke dem allesammen derude - og jeg er ked af hvis nogen føler sig truffet.) Mine karakterer er blevet meget bedre, efter jeg er startet - men til gengæld kæmper jeg for at komme op om morgen og i skole. Jeg kan tage mig selv i flere gange i løbet af en dag tænke "Hvad laver jeg her? Det her er forkert". Jeg kan sidde og tænke på at hvor ville alting være meget bedre, hvis min gamle klasse var her. Hvis sammenholdet fra Merløse var her - og samtidig vide at det aldrig kommer. I siger "Der er jo kun 1 år tilbage, få det bedste ud af det", men det er stadig et år hvor jeg skal leve blandt falske venner og veninder, leve blandt had og rygter, leve mellem folk der stikker og kun lukker lort ud.
Det er ikke sådan jeg vil tilbringe mit sidste år, men jeg vil heller ikke forlade min bedsteveninde. Hende der altid er der for mig. Hende som er grunden til jeg holder ud når alt ser mørkest ud. Jeg vil ikke bare forlade hende til alt det falskhed derude. SÅ egoistisk er jeg ikke. Hun siger jeg skal flytte, hvis det er det jeg ønsker. Hun siger jeg skal flytte, hvis jeg mener det er det der er bedst for migselv - og det tror jeg det er. Men hun er stadig grunden til jeg kan gå glad i seng på sorte dage... Jeg vil ikke lade hende klare det alene. HUN er grunden til jeg stadig går derude. HUN er den person der holder mig fra at flytte.
Tølløse Centralskole (eller Elverdamsskolen) er bare mere for mig, hvis I forstår? Jeg kender dem derude. Jeg har noget at snakke med dem derude om. Jeg kan rent faktisk LIDE dem derude. Jeg VED jeg ville kunne tage mig sammen og få ligeså gode karakterer derude. Måske end da bedre fordi mit sociale liv også er på toppen. Tanken om at skulle se alle de bedste mennesker vær dag kan få et smil på mine læber til enhver tid. Jeg ville ikke skulle kæmpe for at komme op om morgen. Jeg ville være glad for at gå i skole. DET er det mit sidste år skal handle op. At jeg bare 1 gang har været GLAD for at komme i skole, at jeg har GLÆDET mig til at komme i skole... Stenhus eller Tølløse, jeg ved det virkelig ikke. Efter 9. skal jeg jo på gymnasiet på Stenhus med Maria - og det ville være nemmere at jeg så allerede gik på Stenhus, men jeg ved ikke om jeg kan klare et år mere derude. Jeg har allerede ændret mig en del. Jeg har allerede mistet venskaber til mine gamle venner/veninder og jeg ved ikke om jeg vil ofre mere for Stenhus. Stenhus er bare ikke det værd! Åh gud
Skole-problemet fylder meget i min tankegang, men jeg har stadig sommerferie - og jeg har ikke tænkt mig at sidde hjemme og tænke over det. Jeg har stadig et par veninder jeg ikke har set endnu, stadig et par fester jeg gerne vil med til og stadig nogen ting jeg vil opleve! Også er der den her fyr..... Men det får I på et andet tidspunkt. <3
Mit forhold med mine forældre er S-U-P-E-R. Jeg er startet helt fra starten af med tillid og har nu ikke tænkt mig at lyve mere, for jeg ved jeg kan stole på dem. Jeg har startet ud med at fortælle min mor at jeg tager til fest imorgen og hun var helt cool med det! Hun ved godt at jeg stadig ryger ind i mellem og det er hun også "cool" nok med. Alt i alt, er det bedre at være ærlig. Dine forældre vil godt kunne forstå det, så hvorfor ikke bare sætte jer ned og fortælle dem ALT det, som en forælder burde vide? Eller gør ligesom mig: Få oprettet jer en blog, skriv hvordan i har det, hvad i føler ovs, og så sender du linket til din mor/far. Jeg er 100 % på at de vil være taknemmelige for at få lov til at følge med i dit liv, bare en lille smule.
Vil nu lave mine negle færdige, også ned og spise pandekager med familien + moster Lena. Det er nu hyggeligt at have familien samlet engang imellem, ik?
XOXO
Julie
Der er kun 2 uger til skolestart og det har fået mig til at tænke.... Er Stenhus det rigtige for mig? Jo tættere vi kommer på, jo mere sikker bliver jeg på det ikke er. Jeg ved ikke hvad jeg laver der. De fleste derude er falske, uloyale og fulde af lort.. Folk der siger "Stenhus er det bedste valg i mit liv", skal måske overveje at de er faldet ind i alt falskheden derude og at de har mistet "det" der gjorde dem til dem selv. (Nej, det er ikke dem allesammen derude - og jeg er ked af hvis nogen føler sig truffet.) Mine karakterer er blevet meget bedre, efter jeg er startet - men til gengæld kæmper jeg for at komme op om morgen og i skole. Jeg kan tage mig selv i flere gange i løbet af en dag tænke "Hvad laver jeg her? Det her er forkert". Jeg kan sidde og tænke på at hvor ville alting være meget bedre, hvis min gamle klasse var her. Hvis sammenholdet fra Merløse var her - og samtidig vide at det aldrig kommer. I siger "Der er jo kun 1 år tilbage, få det bedste ud af det", men det er stadig et år hvor jeg skal leve blandt falske venner og veninder, leve blandt had og rygter, leve mellem folk der stikker og kun lukker lort ud.
Det er ikke sådan jeg vil tilbringe mit sidste år, men jeg vil heller ikke forlade min bedsteveninde. Hende der altid er der for mig. Hende som er grunden til jeg holder ud når alt ser mørkest ud. Jeg vil ikke bare forlade hende til alt det falskhed derude. SÅ egoistisk er jeg ikke. Hun siger jeg skal flytte, hvis det er det jeg ønsker. Hun siger jeg skal flytte, hvis jeg mener det er det der er bedst for migselv - og det tror jeg det er. Men hun er stadig grunden til jeg kan gå glad i seng på sorte dage... Jeg vil ikke lade hende klare det alene. HUN er grunden til jeg stadig går derude. HUN er den person der holder mig fra at flytte.
Tølløse Centralskole (eller Elverdamsskolen) er bare mere for mig, hvis I forstår? Jeg kender dem derude. Jeg har noget at snakke med dem derude om. Jeg kan rent faktisk LIDE dem derude. Jeg VED jeg ville kunne tage mig sammen og få ligeså gode karakterer derude. Måske end da bedre fordi mit sociale liv også er på toppen. Tanken om at skulle se alle de bedste mennesker vær dag kan få et smil på mine læber til enhver tid. Jeg ville ikke skulle kæmpe for at komme op om morgen. Jeg ville være glad for at gå i skole. DET er det mit sidste år skal handle op. At jeg bare 1 gang har været GLAD for at komme i skole, at jeg har GLÆDET mig til at komme i skole... Stenhus eller Tølløse, jeg ved det virkelig ikke. Efter 9. skal jeg jo på gymnasiet på Stenhus med Maria - og det ville være nemmere at jeg så allerede gik på Stenhus, men jeg ved ikke om jeg kan klare et år mere derude. Jeg har allerede ændret mig en del. Jeg har allerede mistet venskaber til mine gamle venner/veninder og jeg ved ikke om jeg vil ofre mere for Stenhus. Stenhus er bare ikke det værd! Åh gud
Skole-problemet fylder meget i min tankegang, men jeg har stadig sommerferie - og jeg har ikke tænkt mig at sidde hjemme og tænke over det. Jeg har stadig et par veninder jeg ikke har set endnu, stadig et par fester jeg gerne vil med til og stadig nogen ting jeg vil opleve! Også er der den her fyr..... Men det får I på et andet tidspunkt. <3
Mit forhold med mine forældre er S-U-P-E-R. Jeg er startet helt fra starten af med tillid og har nu ikke tænkt mig at lyve mere, for jeg ved jeg kan stole på dem. Jeg har startet ud med at fortælle min mor at jeg tager til fest imorgen og hun var helt cool med det! Hun ved godt at jeg stadig ryger ind i mellem og det er hun også "cool" nok med. Alt i alt, er det bedre at være ærlig. Dine forældre vil godt kunne forstå det, så hvorfor ikke bare sætte jer ned og fortælle dem ALT det, som en forælder burde vide? Eller gør ligesom mig: Få oprettet jer en blog, skriv hvordan i har det, hvad i føler ovs, og så sender du linket til din mor/far. Jeg er 100 % på at de vil være taknemmelige for at få lov til at følge med i dit liv, bare en lille smule.
Vil nu lave mine negle færdige, også ned og spise pandekager med familien + moster Lena. Det er nu hyggeligt at have familien samlet engang imellem, ik?
XOXO
Julie
03.06.2012
If you don't know me, then you have no right to judge me
Jeg ved mange af jer, tror jeg er en kælling, men husk på at du kun kender mit navn, ikke min historie. Du har hørt hvad jeg har gjort, men ikke hvad jeg har været igennem. Jeg ved godt du måske er ligeglad og at du ikke interesser dig for mit liv, men jeg vil alligevel sætte pris på hvis du vil læse det her, så du kan fortælle folk at jeg ikke er så stor en kælling, som folk siger.
Jeg har haft en vidunderlig barndom, med massere af opmærksomhed, venner og veninder. Jeg havde mange drømme, mål og en masse livsglæde. Jeg kendte ikke til ordet "rygter, sæk, luder, ovs." Jeg levede livet godt, og jeg ved egentlig ikke hvad der skete, men det gik lige pludselig ret hurtigt ned ad. Jeg forvandlede mig til alt det jeg aldrig havde været.
Jeg lukkede mig inde i min egen verden, skubbede alt og alle fra mig, fik nye "forkerte" venner, tog ikke min skole seriøst og troede jeg ejede hele verden. Jeg kunne ikke selv se det, det kunne jeg virkelig ikke. Jeg havde aldrig troet at jeg rent faktisk forandrede mig så meget, men det gjorde jeg, og jeg mistede rigtig meget respekt fra dem, jeg ellers plejede at snakke rigtig godt med. Jeg nød opmærksomheden, nød at folk vidste hvem jeg var, nød at jeg fik 2938529 venne-anmodninger på en dag fra fremmede folk. Men da jeg første gang, hørte hvad folk sagde om mig ude i byen, gik jeg ned. Jeg grad mig selv i søvne vær nat, var på inspektørens kontor vær dag, måtte sætte facader op vær dag, så folk ikke troede at jeg var svag, jeg var ved at blive smidt ud af skolen mere end 58495 gange og snakkede ikke med nogen mere. Jeg var overbevist om at jeg måtte leve op til de rygter, der nu engang var blevet sat igang - og jeg mistede endnu flere af mine venner og veninder.Jeg forvandlede mig til den mest billigste sæk på under et år.
Det har taget rigtig hårdt på mig, at folk jeg ikke kender, aldrig har mødt, og aldrig har hørt om, hader mig, før de overhovedet har mødt mig, at bliver truet på livet, at jeg ikke kunne stole på nogen, og at jeg var omgivet af løgne, rygter og falske mennesker. Det tager stadig rigtig hårdt på mig, når det ind i mellem stadig er sådan, men jeg føler dog, at jeg har gjort hvad jeg kan, for at have kommet ud af - jeg har givet en undskyldning til alle dem jeg har såret, dem jeg har ødelagt, svinet til ovs. Jeg har snakket med mine gamle venner og veninder - og har fået en del af dem igen. Jeg snakker igen med mine forældre, passer min skole, græder mig ikke i søvne og behøver ikke sætte facader op hver evig eneste dag.
Jeg har stadig rigtig svært ved at være migselv 100 %, fordi jeg er bange for at folk ikke vil bryde sig mig, jeg har stadig svært ved at stole på folk og med at snakke med folk om mine problemer, men heldigvis har jeg fundet en masse skønne personer, som jeg ved er der til det formål og de hellere end gerne vil hjælpe mig - ligemeget hvordan jeg så er. Det er sådan nogen personer, der er noget værd i mine øjne! - og jeg kan ikke være mere taknemmelig for at jeg har nogen som dem..
XOXO julie <3
Jeg har haft en vidunderlig barndom, med massere af opmærksomhed, venner og veninder. Jeg havde mange drømme, mål og en masse livsglæde. Jeg kendte ikke til ordet "rygter, sæk, luder, ovs." Jeg levede livet godt, og jeg ved egentlig ikke hvad der skete, men det gik lige pludselig ret hurtigt ned ad. Jeg forvandlede mig til alt det jeg aldrig havde været.
Jeg lukkede mig inde i min egen verden, skubbede alt og alle fra mig, fik nye "forkerte" venner, tog ikke min skole seriøst og troede jeg ejede hele verden. Jeg kunne ikke selv se det, det kunne jeg virkelig ikke. Jeg havde aldrig troet at jeg rent faktisk forandrede mig så meget, men det gjorde jeg, og jeg mistede rigtig meget respekt fra dem, jeg ellers plejede at snakke rigtig godt med. Jeg nød opmærksomheden, nød at folk vidste hvem jeg var, nød at jeg fik 2938529 venne-anmodninger på en dag fra fremmede folk. Men da jeg første gang, hørte hvad folk sagde om mig ude i byen, gik jeg ned. Jeg grad mig selv i søvne vær nat, var på inspektørens kontor vær dag, måtte sætte facader op vær dag, så folk ikke troede at jeg var svag, jeg var ved at blive smidt ud af skolen mere end 58495 gange og snakkede ikke med nogen mere. Jeg var overbevist om at jeg måtte leve op til de rygter, der nu engang var blevet sat igang - og jeg mistede endnu flere af mine venner og veninder.Jeg forvandlede mig til den mest billigste sæk på under et år.
Det har taget rigtig hårdt på mig, at folk jeg ikke kender, aldrig har mødt, og aldrig har hørt om, hader mig, før de overhovedet har mødt mig, at bliver truet på livet, at jeg ikke kunne stole på nogen, og at jeg var omgivet af løgne, rygter og falske mennesker. Det tager stadig rigtig hårdt på mig, når det ind i mellem stadig er sådan, men jeg føler dog, at jeg har gjort hvad jeg kan, for at have kommet ud af - jeg har givet en undskyldning til alle dem jeg har såret, dem jeg har ødelagt, svinet til ovs. Jeg har snakket med mine gamle venner og veninder - og har fået en del af dem igen. Jeg snakker igen med mine forældre, passer min skole, græder mig ikke i søvne og behøver ikke sætte facader op hver evig eneste dag.
Jeg har stadig rigtig svært ved at være migselv 100 %, fordi jeg er bange for at folk ikke vil bryde sig mig, jeg har stadig svært ved at stole på folk og med at snakke med folk om mine problemer, men heldigvis har jeg fundet en masse skønne personer, som jeg ved er der til det formål og de hellere end gerne vil hjælpe mig - ligemeget hvordan jeg så er. Det er sådan nogen personer, der er noget værd i mine øjne! - og jeg kan ikke være mere taknemmelig for at jeg har nogen som dem..
XOXO julie <3
Abonner på:
Opslag (Atom)