Jeg ved mange af jer, tror jeg er en kælling, men husk på at du kun kender mit navn, ikke min historie. Du har hørt hvad jeg har gjort, men ikke hvad jeg har været igennem. Jeg ved godt du måske er ligeglad og at du ikke interesser dig for mit liv, men jeg vil alligevel sætte pris på hvis du vil læse det her, så du kan fortælle folk at jeg ikke er så stor en kælling, som folk siger.
Jeg har haft en vidunderlig barndom, med massere af opmærksomhed, venner og veninder. Jeg havde mange drømme, mål og en masse livsglæde. Jeg kendte ikke til ordet "rygter, sæk, luder, ovs." Jeg levede livet godt, og jeg ved egentlig ikke hvad der skete, men det gik lige pludselig ret hurtigt ned ad. Jeg forvandlede mig til alt det jeg aldrig havde været.
Jeg lukkede mig inde i min egen verden, skubbede alt og alle fra mig, fik nye "forkerte" venner, tog ikke min skole seriøst og troede jeg ejede hele verden. Jeg kunne ikke selv se det, det kunne jeg virkelig ikke. Jeg havde aldrig troet at jeg rent faktisk forandrede mig så meget, men det gjorde jeg, og jeg mistede rigtig meget respekt fra dem, jeg ellers plejede at snakke rigtig godt med. Jeg nød opmærksomheden, nød at folk vidste hvem jeg var, nød at jeg fik 2938529 venne-anmodninger på en dag fra fremmede folk. Men da jeg første gang, hørte hvad folk sagde om mig ude i byen, gik jeg ned. Jeg grad mig selv i søvne vær nat, var på inspektørens kontor vær dag, måtte sætte facader op vær dag, så folk ikke troede at jeg var svag, jeg var ved at blive smidt ud af skolen mere end 58495 gange og snakkede ikke med nogen mere. Jeg var overbevist om at jeg måtte leve op til de rygter, der nu engang var blevet sat igang - og jeg mistede endnu flere af mine venner og veninder.Jeg forvandlede mig til den mest billigste sæk på under et år.
Det har taget rigtig hårdt på mig, at folk jeg ikke kender, aldrig har mødt, og aldrig har hørt om, hader mig, før de overhovedet har mødt mig, at bliver truet på livet, at jeg ikke kunne stole på nogen, og at jeg var omgivet af løgne, rygter og falske mennesker. Det tager stadig rigtig hårdt på mig, når det ind i mellem stadig er sådan, men jeg føler dog, at jeg har gjort hvad jeg kan, for at have kommet ud af - jeg har givet en undskyldning til alle dem jeg har såret, dem jeg har ødelagt, svinet til ovs. Jeg har snakket med mine gamle venner og veninder - og har fået en del af dem igen. Jeg snakker igen med mine forældre, passer min skole, græder mig ikke i søvne og behøver ikke sætte facader op hver evig eneste dag.
Jeg har stadig rigtig svært ved at være migselv 100 %, fordi jeg er bange for at folk ikke vil bryde sig mig, jeg har stadig svært ved at stole på folk og med at snakke med folk om mine problemer, men heldigvis har jeg fundet en masse skønne personer, som jeg ved er der til det formål og de hellere end gerne vil hjælpe mig - ligemeget hvordan jeg så er. Det er sådan nogen personer, der er noget værd i mine øjne! - og jeg kan ikke være mere taknemmelig for at jeg har nogen som dem..
XOXO julie <3
